Stærk salgs- og eksportchef søges
Vores kunde FLK Cabin A/S søger en resultatorienteret salgschef til en nyoprettet stilling. Virksomheden er i en positiv udvikling og er en af landets førende producenter af førerkabiner til internationale maskinproducenter.
Hvis du har interesse for teknik, og har erfaring med eksportsalg til store kunder, så hører vi meget gerne fra dig.
Opgaver
- Du vil i tæt samarbejde med ledelsen skabe og drive en professionel salgs-funktion.
- Du bliver ansvarlig for opsøgende salg til maskinproducenter og -importører typisk i EU og Norge.
- Du får ansvar for at der føres en systematisk dialog og opfølgning på eksisterende relationer til FLK Cabin’s nøglekunder, i forbindelse med projekter.
- Du vil desuden stå for produkttræning og salgsgennemgang i et tæt samarbejde med de respektive kunders sælgere.
- Du står for forhandling og etablering af samhandelsaftaler med virksomhedens vigtigste kunder.
- Du vil stå i spidsen for salgsfremmende aktiviteter og skabe/bearbejde gunstige forretningsmuligheder i markedet.
- Sidst, men ikke mindst, så skal du være indstillet på en del rejsedage – i omegnen af 50-80 dage om året.
Kvalifikationer
- Du har erfaring med B2B eksportsalg/projektsalg. Det vil sige etablering af relationer, vedligehold og kunde udvikling blandt store, internationale organisationer.
- Du er god til at skabe og bruge et netværk.
- Det gode købmandskab er afgørende for dig, og du har generelt en god forretningsforståelse.
- Du er fortrolig med at forhandle med store kunder - på alle niveauer. Du er således god til at skabe win-win-situationer.
- Du forstår det tekniske, men din styrke ligger i det kommercielle.
- Du er eksempelvis uddannet eksport- eller maskiningeniør, tekniker, maskinmester ellers har du en baggrund med en kommerciel karakter, og med teknisk interesse.
- Du trives med mange rejsedage i de europæiske lande.
- Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til truck- eller maskinbranchen. Det er dog ikke et krav.
- Du mestrer dansk og engelsk på forhandlingsniveau - såvel skriftligt som mundtligt. Det vil være en fordel, hvis du kan begå dig på tysk på forretningsniveau.
- IT-området er din hjemmebane. Du er vant til at arbejde med CRM systemer og bruger dagligt Office pakken.
- Du ser muligheder frem for begrænsninger, og begejstres ved at bygge noget nyt og spændende op.
- Din bopæl er i køreafstand til virksomheden, som er beliggende i Toftlund i Sønderjylland.
Personlige egenskaber
Som person er du god til at skabe kontakt og komme på ”bølgelængde” med kunderne, som gør, at du kan etablere langvarige relationer. Du anvender din charme og indlevelse, og du er godt til at motivere dine kunder til handling. Du foretrækker en direkte form for kommunikation og du er selskabelig, positiv og kommer af og til med banebrydende ideer, der kan fremme salget. Du er både konkurrenceminded og resultatorienteret samt god til at træffe beslutninger. Du er vant til at arbejde med en fyldt pipeline, som du selv skaber – og du arbejder bedst i en travl hverdag, med mange ”bolde i luften” Du må gerne være en anelse utålmodig i bestræbelserne på at opnå dine mål.
Vi tilbyder
Du kommer til at skabe og lede virksomhedens nye salgsfunktion. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med virksomhedens ejer og indgår i et stærkt team af engagerede kolleger, hvor omgangstonen er uformel, og der lægges vægt på at vi også har det sjovt.
Da du selv er med til at skabe stillingen i kraft af din erfaring, får du også gode muligheder for at præge din hverdag, og dermed gøre en forskel. Du tilbydes en konkurrencedygtig lønpakke, som matcher dine kvalifikationer. Du tilbydes bil, firmakort og diverse andre goder, herunder pensionsordning og sundhedssikring.
En spændende stilling i en internationalt orienteret virksomhed med et væld af forskellige kontaktflader. Et godt og resultatorienteret miljø, samt en ung og dynamisk ledelse, hvor beslutningsvejene er korte. For den rette person vil der være særdeles gode udviklingsmuligheder både personligt og fagligt. Der vil være mulighed for at avancere i virksomheden, afhængigt af de resultater, der skabes.
Yderligere information
Ønsker du yderligere information om stillingen, så er du velkommen til at aflægge vores hjemmeside et besøg på www.flk-cabin.dk eller ringe til adm. direktør Morten Skakke på mobil 2367 5284.
Ansøgning
Jemac Kommunikation ApS er tilknyttet som konsulent og står for indledende samtaler og test. Send venligst din ansøgning og CV snarest ved at klikke på, ”Ansøg”. Mærk din ansøgning, ”Salgs- og eksportchef".
Ansøgningsfrist er den 24. juni 2018
Vi forbeholder os dog retten til at afkorte processen, hvis den rette kandidat dukker op, så skynd dig at sende din ansøgning.
Om virksomheden
FLK Cabin A/S har 50 års erfaring inden for produktion af førerkabiner. Virksomheden blev grundlagt i 1967 af Frederik L. Koch (FLK). Og selvom tiderne har ændret sig siden, er værdigrundlaget fra 1967 stadig det samme: Kvalitet. FLK leverer nemlig ikke bare en kabine. Vi leverer det daglige arbejdsmiljø for tusindvis af førere i hele verden.
Kvalitet er materialer og håndværk
Vi har brugt de seneste 50 år på at teste og udvælge de materialer, der lever op til vores høje krav. Det er materialer, som til sammen skaber førsteklasses førerkabiner med fokus på essentielle parametre som komfort, udsyn, støjniveau og kvalitet. Det betyder, at vi leverer kabiner, der skaber et sikkert og godt arbejdsmiljø – både for fører og omgivelser.
Men kvalitet er mere end bare materialer. For os ligger kvaliteten også i håndværket. Vi svejser alle kabiner på vores eget værksted, da det kræver et solidt håndværk at levere kvalitetskabiner.
Førerkabiner til alle salgs maskiner
FLK har igennem årene produceret førerkabiner til mange former for maskiner. Det gælder alt fra kraner, mejetærskere, rendegravere, gaffeltrucks, minitraktorer, portaltraktorer, redskabsbærere, asfaltmaskiner m.m.
Vi tilbyder også specialløsninger med forhøjede kabiner, nedsænkede kabiner, tipbare kabiner, kabiner med 2-delte døre og kabiner med skydedøre – og vi rådgiver altid om den bedste løsning til din maskine.
For det meste arbejder vi sammen med maskinproducenter, hvor vi leverer en "Plug and Play"-kabine, klar til montering hos producenten selv. Men vi tilbyder også totalløsninger, hvor vi producerer og monterer kabinen på maskinen.